Nyt fra Borgmesteren

Foto: Hjørring Kommune. Mette Jensen (C), Søren Smalbro (V) og Laila Zielke (A)
dato

Mens efteråret farver landskabet og den friske brise indhyller os, er det igen tid til at tage et kig på de seneste begivenheder i Hjørring Kommune, hvor turisme, vedvarende energi og budget er blandt de temaer, der fylder på borgmesterkontoret. Generelt kendetegner dette efterår travlhed og et højt aktivitetsniveau – både i det kommunale maskinrum og i det politiske system.

Med efterårets indtog kan vi nu gøre regnskabet op og gøre status over sæsonen for turismeerhvervene. Her tegner sig et tydeligt billede af en succesfuld sommer med mange aktiviteter og et flot besøgstal i vores kommune. Turisterhvervet er et stort og vigtigt erhverv for Hjørring Kommune, og derfor er de aktuelle tendenser noget, vi alle kan være meget glade for og stolte over.

Lad os i fællesskab – kommercielle aktører, foreninger, civilsamfund og kommune – forpligte hinanden på, at holde fokus på udviklingen af Hjørring Kommune som en attraktiv turistdestination.

For nyligt besøgte jeg sammen med to byrådskolleger en turismekonference på Christiansborg. Sammen med Erhvervsministeren, Minister for Landdistrikterne og 140 erhvervsaktører, lokalpolitikere og Folketingspolitikere var vi samlet om at sætte turistdestination Vestkysten på dagsordenen. Det er et faktum, at dansk turisme har to vækstmotorer; København og Vestkysten, der samlet set udgør hele 55% af de kommercielle overnatninger i Danmark.

Den ene vækstmotor, Wonderful Copenhagen, er statsligt støttet via midler på finansloven, og den anden er det ikke. Vestkysten har naturligvis også sin berettigelse på finansloven, og fra Hjørring Kommune og vores nabokommuner mod syd, langs hele vestkysten, lyder budskabet klart og tydeligt: Staten bør investere i turistdestinationen Vestkysten. Ikke kun fordi det er en sund investering, men også fordi det gavner vores lokalsamfund og bidrager til et mere balanceret Danmark.

Vi har meget at byde på langs hele Vestkysten – ikke mindst i Hjørring Kommune – og potentialet for at udvikle turismeerhvervet i hele regionen er åbenlyst. I dag består finansieringen af Vestkystens turismeudvikling hovedsageligt af kommunale tilskud og lokale erhvervs- og fondsmidler.

Der var positive tilkendegivelser på Christiansborg af vores agenda, og det er vores klare forventning, at de relevante beslutningstagere indstiller sig på en balanceret turismepolitik for Danmark – i øvrigt lige som de også har blik for Vestkysten, når vi taler klimatilpasning.

Med regeringens aktuelle tilsagn om 1,1 milliarder kroner til klimatilpasning og sandfodring langs Vestkysten, må vi tolke det som et klart og tydeligt signal om, at man er opmærksomme på de udfordringer, vi står med, og at løsningerne ikke kun skal findes lokalt. Vi forventer naturligvis, at regeringen leverer på disse løfter, og holder et vågent øje med den videre udvikling.

Når vi ikke taler om turisme og klimatilpasning, fylder arbejdet med den grønne omstilling og udbygningen af vores vedvarende energi meget. Sensommeren bød på en omfattende fordebat omkring ansøgninger til nye solcelle- og vindmølleprojekter, hvor kommunens administration modtog hele 1150 høringssvar, forslag og synspunkter, som vi netop nu er i gang med at undersøge nærmere.

Disse input vil blive brugt til at evaluere projektansøgningerne, og i januar-februar 2024 vil Byrådet træffe beslutninger om, hvilke projekter vi skal gå videre med. Den store interesse for fordebatten vidner om, at emnet optager mange, og jeg ser også frem til det videre arbejde og den kommende debat og samarbejde med mine byrådskolleger om kommunens fremtidige energitiltag. Forhåbentlig kan vi realisere nogle af ansøgningsprojekterne og tage et stort skridt retning mod et mere klimaneutralt Hjørring Kommune.

Som antydet i forrige nyhedsbrev har det kommunale budget også haft byrådets opmærksomhed i den seneste tid. I oktober blev der indgået en bred aftale om kommunens budget, og nu er fokus rettet mod at sikre, at vi holder os inden for budgetrammerne.

Det er vigtigt at huske, at arbejdet ikke stopper ved vedtagelsen af budgettet; vi er først i mål, når budgettet om et år er konverteret til et regnskab. Det er nu, det egentlige arbejde begynder. Selvom Hjørring Kommune har en stram økonomi, er vi i forligskredsen fast besluttede på at arbejde hårdt for at komme i mål med budgetoverholdelse og sikre en fremtidig sund kommunal økonomi.

God november måned til jer alle.

Kilde: Hjørring Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.