Historien om Poul Anker Bech

Foto: www.poulankerbech.dk.
Profilbillede
Birgitte Meyer

Poul Anker Bech var en dansk billedkunstner. Han blev født den 13. april 1942 i Tårs, og begravet på Vrejlev kirkegård.

Poul Anker Bechs kunstkarriere startede i 1960’erne, men det blev i første omgang ikke hans primære levevej.

I 1973 blev han færdig som cand.mag. i historie og kunsthistorie fra Aarhus Universitet, og herefter arbejdede han mange år som gymnasielærer.

Det var først i 1988, at han droppede lærergerningen for at blive billedkunstner på fuld tid.

For ham gav tilværelsen og kunsten mening, hvis omdrejningspunktet var erindringen om fortiden og forventningen om fremtiden.

Derfor indeholder hans værker flere verdener på en gang og bevæger sig på grænsen mellem drøm og virkelighed. Dele af motiverne er gengivet nærmest foto-realistisk, mens andre dele fremstår mere abstrakt.

En ting er sikkert, med Poul Anker Bech bliver man både draget og udfordret.

Alligevel får man let lyst til at komme lidt nærmere de tanker, som udgjorde kernen i Poul Anker Bechs virke. I hans optik handlede det hverken i livet eller i kunstens verden om at stræbe efter øjeblikket.

Poul Anker Bech har selv udtalt:

”Det tror jeg mere og mere på, at sanseoplevelser er lidt uinteressante (…) Dem har dyrene også i allerhøjeste grad, maden smager dem godt og parringen er dejlig osv. (…) Det interessante ved mennesket er, at vi udover det øjeblik hvor vi lever, også har hele den kæmpe verden med, der hedder fremtiden, og hele den kæmpe verden med, der hedder erindringer. Det er vores liv i erindringerne og forventningerne, der er det interessante, og som gør, at det er spændende at leve.”

Ovenstående citat er at finde i Finn Terman Frederiksen: ”Det tabte land – Poul Anker Bechs billedverden”

Naturen har ofte i Poul Anker Bechs billeder en skiftende belysning og er smukt og omhyggeligt gennemmalet som baggrund, men i en fremmedgjort verden, hvor mennesker haster af sted i bil eller fly, og hvor menneskets affald er synligt.

Mennesket selv er ikke afbildet på maleriet, men til gengæld tilstede som medaktør i den forstand, at billedet er malet set indefra bilen, og vi får fornemmelsen af, hvordan det ville være at køre bilen i netop dette landskab. Beskueren sidder så at sige bag rattet.

Han malede hverdagsskildringer, der inddrog beskueren i billedets afgrænsede rum, inden- eller udendørs. De gådefulde motiver, som ofte indeholder ironiske eller surrealistiske elementer, er som regel uden facit.

Han har selv udtalt, at han gerne vil have, at det er malerier man husker, uden egentlig at finde ud af, hvad meningen var.

Noget meget interessant i hans motiver er tidsfornemmelsen, som opstår, når vi oplever det store sus af eksistens i rum og tid. Vi ser os selv i det store perspektiv, som det lille fnug mellem før og efter.

Fornemmelsen må uvægerligt få et strejf af vemod, fordi vi må erkende al tings flygtighed og vores egen kortvarige eksistens.

Men hos Poul Anker Bech findes også en sans for det store i det små – tilsat en god portion underspillet vendsysselsk humor. Humor, fordi vi umuligt kan tage vores egen selvhøjtidelighed alvorligt.

Poul Anker Bech var medlem af Kunstnersammenslutningen Corner.


Kilder: www.poulankerbeck.dk & Finn Terman Frederiksen: "Det tabte land - Poul Anker Bechs billedverden

Kilde: Birgitte Meyer